
Spis, Bed, Elsk
af Elizabeth Gilbert
SPIS, BED, ELSK er en personlig fortælling om tro, håb og kærlighed. Det er en rørende og sjov pageturner, som har givet læsere over hele verden mod og inspiration til at tage på eventyr og søge efter balance i livet.
Elizabeth Gilbert er først i 30’erne, og der er ikke en finger at sætte på hendes tilværelse: Hun har landet sit drømmejob, bor smukt med en skøn mand, og de taler om at få børn. Men hun kan ikke mærke nogen glæde ved det hele, kun angst, sorg og forvirring. Og så går det op for hende, hvad hun egentlig drømmer om: Hun vil føle sig fri.
Efter en skilsmisse, en depression og endnu et mislykket kærlighedsforhold, indser hun, hvad der skal til. Hun siger sit job op, skiller sig af med alle sine ejendele og tager af sted på et års rejse – alene.
Hun vil afsøge tre aspekter af sin natur, og det skal ske i tre forskellige kulturer: Hun vil finde glæde i Italien, hengivenhed i Indien og balance i Indonesien. Det bliver en livsomvæltende rejse. Og ud af det blå, når hun mindst venter det, dukker kærligheden op.