Dansk Fantasy-romance med Rikke Havner Alrø

Indeholder reklame

Rikke Havner Alrø skriver noget så sjældent som dansk fantasyromance (øh, ja tak, mere af det!) og i dag fortæller hun om hvordan idéen til Stormtid opstod. Læs med her og hør om serien De Underjordiske som fortsætter i bind 3 til næste år.

Hvordan opstod idéen til serien?
Det startede med hovedpersonen i bind 1. Hun har nok ligget i baghovedet hos mig i nogle år, før jeg fik idéen til hendes historie. Jeg vidste, at hun hed Maren. Det var min mormors navn, selvom hun aldrig brugte det. Selve idéen opstod i december 2019. Jeg fik et billede i mit hoved af en tidsrejse. En kvinde, der rejste i tiden og ankom til København i 1920 midt i en snestorm. Det blev startscenen til Stormtid. Jeg havde en meget klar fornemmelse af den her stærke kvinde, som er intelligent og handlekraftig. Tidsrejserne er hendes arbejde. Hun er en slags hemmelig agent. 

Så begyndte jeg at skrive første kapitel, hvor hun kom mere ind under huden på mig, og så vidste jeg også bare, at hun skulle møde en ganske særlig mand, og at de sammen skulle kæmpe for deres kærlighed til hinanden. Det var starten på idéen, og jeg blev meget hurtigt klar over, at en enkelt bog ikke ville være nok. At det ville blive en serie. 

”I samme sekund, jeg rører ved hans hud, suser jeg ned i en hvirvlende malstrøm, hvis midtpunkt er et par sorte øjne, der ser intenst på mig. Er det sådan, det føles, at røre ved en underjordisk mand? For det er lige, hvad han er.” Læs mere

Fantasy-romance som foregår i Danmark

Hvilken genre er bøgerne i?
Fantasyromance er nok mit bedste bud. Det er ikke fantasy ala Ringenes Herre. Bøgerne foregår i Odense, og alle personerne har danske navne og har en nogenlunde normal hverdag med arbejde, venner og familie. Der er ingen drager eller den slags, men der indgår tidsrejser, magi og udødelig kærlighed. Der er et genrefælleskab med Outlander og A Discovery of Witches/Heksenat. Temaerne er sorg, fremmedhad, venskab, familierelationer og at føle sig anderledes. Personerne kæmper for dem, de elsker, men også for at kunne leve i fred og i frihed. 

Skal bøgerne læses i rækkefølge?
Ja, det skal de. Stormtid er nr. 1, og Modvind er nr. 2. Modvind er en direkte fortsættelse af Stormtid, og den kan ikke stå alene. Bind 3 er i produktion og udkommer i 2024.

Hvem møder vi i bøgerne, og hvad skal de igennem? 

Maren er hovedperson i Stormtid. Hun er 32 år og bor i Odense. Hun er ikke et menneske, men en ellekvinde, hvilket giver hende adgang til magi, som hun ikke helt forstår. Hun har altid følt sig forkert sammen med mennesker og har svært ved at relatere til dem. Hun er sarkastisk og utålmodig – mest fordi hun ikke længere har lyst til at gøre krumspring for at passe ind blandt folk, der ikke forstår hende. Da hendes magi bliver stærkere, bliver hun interessant for onde kræfter, og da hun møder kærligheden i fysikeren Esben, bliver truslen større. Hun skal igennem det værste, man kan forestille sig, men hun er ikke typen, der finder sig i det. Igennem historien lærer hun, hvor meget hendes relationer betyder for hende, og hvor langt hun vil gå for kærligheden. 

Esben er Marens kæreste, som hun møder i starten af Stormtid. Han er højt begavet og vant til at klare sig med sit intellekt. Han er nøgtern og velovervejet og meget hurtig til at ræsonnere. Han er lektor i teoretisk fysik på Syddansk Universitet. Ligesom Maren er han ikke et menneske. Han er troldmand, men han bruger ikke magi, da han mener, at det vil give ham fordele, som han ikke har brug for. Det ændrer sig gradvist, da han møder hende, og han må acceptere sin sande natur. Ligesom hende er han villig til at gøre alt for at sikre deres fremtid sammen – men udfordringerne er større, end selv han kunne forudse. 

Asta er Marens tvillingesøster, som hun ikke har kendt til, før de mødes i Stormtid. Hun er vokset op hos deres far i ellefolkets verden, hvor hun blev forsømt og udsat for mishandling. Maren får hende ud, og de to søstre begynder at lære hinanden at kende. Asta er hovedpersonen i Modvind og er sin søsters modsætning. Hun er sød og blid og har lavt selvværd. Samtidig er hun meget lærenem og intelligent, og hun lærer hurtigt menneskenes verden at kende. Her er der mange udfordringer, der får hende til at vokse som person. Hun møder både kærlighed og sorg, der får hende til at finde sin indre styrke. 

Det er kun et lille udpluk af karakterer. Der er mange flere, som er vigtige og har betydning for bøgernes handling. 

Kommer der flere bøger i serien?
Ja, bind 3 er i produktion og udkommer i 2024. Jeg planlægger mindst 5 bøger i serien. 

Asta er 32 år og bor i Odense. Men det har hun ikke altid gjort. Indtil for nyligt levede hun i Elleskoven, hvor ensomhed og ydmygelse var en del af hendes hverdag. Nu er hun fri af skoven, men hvad betyder det? Hvad skal hun stille op med sit liv? Læs mere

Tak til Rikke Havner Alrø for at fortælle om noget så sjældent som danskskrevet fantasyromance – vi glæder os til dine fremtidige bøger!

Find Rikkes bøger på bl.a. Saxo.com Plusbog eller Bog & Idé

Følg Rikke på social media her:

Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=100028611505178

Instagram: https://www.instagram.com/r.alroforfatter/

Processing…
Success! You're on the list.
Advertisement

One thought on “Dansk Fantasy-romance med Rikke Havner Alrø

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: