Jeg sad den anden dag og undrede mig over hvorfor der er så meget snobberi omkring genrelitteratur? Hvorfor vi mennesker har en tendens til at inddele alt i hierakier, om hvad der er finest på toppen, og dårligst på bunden.
Af en eller anden grund er det dårligt at kunne sætte ordet genre foran den litteratur man skriver. Også selvom at det jo ellers gør det nemmere for læseren, at finde præcist den type litteratur de leder efter og gerne vil læse.
Genre er lig med dårlig kvalitet åbenbart, for der er kun én rigtig måde at skrive på, hvis man skal tro smagsdommerne på de høje troner i de litterære kredse.
Men det er tosset at lægge én måde at dømme litteratur på, ud over alle de slags måder mennesket kan udtrykke sig skriftligt på. At sige at kun én måde at opbygge sætninger på, og at fortælle historier på, er den rigtige, er fuldstændigt tosset og ærligt talt også umuligt. Og heldigvis noget som alle der skriver og udgiver genrelitteratur ser stort på.
Hvis man dømmer en højlitterær bog ud fra den måde en krimi eller en romance skrives på for at virke godt, så vil den falde til jorden og ikke bestå testen. Så hvorfor skal genrelitteratur holdes op mod ikke-genrelitteratur? (og som sidenote: alt er vel en eller anden slags genre).
Det svarer til at ville bedømme et stykke klassisk musik ud fra de elementer der gør en god popsang. Det er begge stykker musik, men hvad der får det ene til at være kvalitet, får ikke nødvendigvis det andet til at være det. Det er musik, men to forskellige udtryk. Det samme gør sig gældende indenfor litteratur. En god contemporary women’s fiction bog (vi mangler desværre danske genrebetegnelser) er et andet udtryk end en tegneserie, en højlitterær roman eller en fantasybog. Og det er lige som det skal være.
Mine bøger er lettilgængelige og det er okay
Lige fra jeg startede med at skrive romance, både den søde og den erotiske slags, og contemporary women’s fiction bøger, mærkede jeg stigmaet ånde mig i nakken. Heldigvis var jeg ligeglad. Jeg ville bare skrive den slags som jeg selv elsker at læse. Jeg har ikke behov for at vinde hverken litterære priser eller anerkendelse. Jeg vil bare glæde mine læsere.
Og er det ikke også en hån mod læserne, at sige at det de nyder er noget juks? Noget lavere, noget mindre, noget dårligt? Jeg tror at de fleste mennesker nyder forskellige slags litteratur, film, tv, musik og anden kunst.
Det er dårlig stil at se ned på andres smag, bare fordi man ikke selv forstår den. Det herlige ved kunst er jo at det bare er os mennesker som udtrykker os. Og det udtryk vil være for nogen, og ikke for andre.
Jeg er helt okay med at mit sprog er lettilgængeligt, at jeg ofte taler direkte til læseren fra hovedpersonens perspektiv, og at mine bøger altid ender lykkeligt, eller i hvert fald håbefuldt. Det er det jeg er her for at skrive og dele med verden, og fra dag et har jeg vidst, at det var set ned på. At det var mindre værd. Men sådan ser jeg slet ikke på det, hvilket nok også er derfor jeg startede på egen hånd med at selvudgive mine historier. Hvilket også hører til i bunden af det man rynker på næsen af i de finere kredse.
Det er sådan jeg udtrykker mig. Og jeg er også vild med popmusik, og drama-serier og ’snakke-føle-film’. Og du kan roligt regne med, at i min næste bog ender det også godt for hovedpersonerne, og kærligheden sejrer selvfølgeligt til sidst. Og det er jeg stolt af.
Anja Carolina skriver romance, erotisk romance og contemporary women’s fiction. Hendes seneste bog var på engelsk og hedder Bright City Lights. Anja Carolina er grundlæggeren af feelgoodbooks.dk og er på en mission om at udbrede de hjertevarme historier. Og Anja Carolina finder det komisk at skulle præsentere sig selv i 3. person 😉
Læs mere om Anja: Jeg har altid været superinteresseret i menneskelige relationer
Feelgoodbooks 